Guide: Sådan afgøres prisen på fjernvarme i Hornsyld
I Hornsyld har vi noget ret unikt kørende – vores egen fjernvarme, Hornsyld Klimavarme, hvor vi alle er medejere. Det er lidt ligesom at være medlem af en klub, hvor vi sammen bestemmer over tingene. Men hvordan hænger det så sammen med, hvad du betaler for varmen? Læs med her, hvor vi forklarer, hvad der bestemmer varmeprisen.
Fællesskabet har magten
Først og fremmest er Hornsyld Klimavarme drevet af os, forbrugerne. Det betyder, at det er os – alle der er tilkoblet fjernvarmeværket – der i fællesskab beslutter, hvordan tingene skal køre, via generalforsamlingen.
Her vælger vi bestyrelsen. Altså repræsentanter af os forbrugere, der tager sig af den daglige drift og sørger for, at alt kører, som det skal.
Denne måde at gå sammen om fjernvarme på kaldes også for andelstanken. Vi deles om arbejdet og udgiften.
Hvile-i-sig-selv – et princip, der sikrer fair priser
Kernen i hvordan vi fastsætter prisen på fjernvarme i Hornsyld er styret af princippet om at ’hvile-i-sig-selv’. Det kan måske lyde lidt teknisk, men idéen er simpel og ret smart.
Det betyder, at alle de penge, det koster at få varmesystemet til at køre – fra opbygningen af varmecentralen til lægning af rør – bliver delt mellem os forbrugere.
Dine penge går direkte til de reelle omkostninger ved den varmecentral, vi har bygget, til vedligehold af den, rør i jorden og installationen i dit hjem samt produktion og distribution af varme. Selve Hornsyld Klimavarme tjener ikke penge. Der sidder ikke en direktør og skummer fløden. Regnskabet skal hvile i sig selv.
Alle fjernvarmeværker i Danmark er ved lov underlagt dette princip og må altså ikke generere overskud.
Fællesskabet er afspejlet i din varmeregning
Andelstanken og ’hvile-i-sig-selv’ princippet sikrer helt overordnet en retfærdig og gennemsigtig prisfastsættelse for os alle sammen. Fordi vi alle betaler for de faktiske omkostninger, inkluderet anlægsinvesteringer, driftsomkostninger og vedligeholdelse, opnår vi en effektiv og ansvarlig økonomistyring.
Fast Afgift: Denne afgift dækker de faste omkostninger, som lånetilbagebetaling for byggeriet af varmecentralen og rørnettet samt stikledninger til alle boliger. Den faste afgift bliver beregnet ud fra hvor meget plads, du opvarmer.
Forbrugsafgift: Her betaler du for den varme, du rent faktisk bruger, målt i megawatt timer (som er lig med 1000 kilowatt timer). Det sikrer, at dem, der bruger mere, også bidrager mere. Beløbet dækker omkostninger til produktion af varme. Det er primært el, men også mindre produktion via biobrændsel og naturgas.
Målerafgift: Denne afgift sørger for, at målerne i alle bygninger bliver vedligeholdt og er nøjagtige, så alle betaler for det, de faktisk forbruger.
Unitabonnement: Dette fremgår kun af din varmeregning, hvis du har tilkøbt det. Beløbet dækker service og vedligehold af din indvendige installation. På den måde lejer du din fjernvarmeunit og slipper for selv at skulle stå for vedligehold.
Hvad får regningen til at stige eller falde
Der er nogle nøglefaktorer, der spiller ind på din varmeregning:
Tilslutningsbidraget er noget nye medlemmer af vores lille klub skal betale for at komme med. Det dækker grundlæggende opstartsomkostninger som stikledning, en særlig andel af de faste omkostninger, opsætning af måler og administrative omkostninger. I Hornsyld klimavarme er det cirka 60.000 kr. for en gennemsnitlig bolig.
Når man etablerer et helt nyt selskab som vores, så er det muligt at finansiere det gennem vores faste årlige omkostninger. Det er grunden til, at dem der var med, da vi etablerede Hornsyld Klimavarme ikke har betalt tilslutningsbidrag. Det er finansieret som fast afgift i stedet.
Renten har også en effekt på din regning. I Danmark er varmeselskaber kendetegnet ved at være lånefinansieret for at sikre, at alle kan få fjernvarme, der hvor det kan betale sig.
I udgangspunktet skal kommunen sikre, at alle regler er opfyldt, og at der er en positiv samfundsøkonomi, en positiv selskabsøkonomi og en positiv forbrugerøkonomi. Kun hvis de 3 økonomiske betingelser er opfyldt kan kommunen godkende at varmeselskabet bliver etableret og samtidig kan de stille en garanti, som giver selskabet mulighed for at optage lån gennem kommunekredit.
Da vi startede med Hornsyld Klimavarme, var renten på 0%. Men den er siden steget til cirka 4% og er hovedårsagen til, at din varmeregning er steget med cirka 7.500 kr. i 2024.
Energipriserne går op og ned, og det påvirker selvfølgelig også varmeprisen. Men det gode er, at vi som et stort fælles fjernvarmeværk kan planlægge og optimere, hvordan vi producerer varmen, for at holde omkostningerne nede. Det gør vi for eksempel ved at producere varme, når elprisen er lav.
Om ikke ret lang tid begynder vi produktion af overskudsvarme fra Triple A, som kommer til at gavne produktionsprisen. For det betyder, at vi skal bruge langt mindre el til at producere varme. Det vil halvere vores elforbrug og sænke varmeprisen.
Vi står sammen om retfærdige priser
Når alt kommer til alt, er det vigtigt at huske, at din varmeregning er resultatet af mange forskellige faktorer, der spiller sammen. Fra opstartsomkostninger, renten på vores lån, til den daglige produktion, vedligehold og levering af varme. Hver eneste del har indflydelse på den pris, du ser på din regning. Nogle gange går prisen op, andre gange går den ned.
Men ét er sikkert – Hornsyld Klimavarme er ikke sat i verden for at generere et kæmpe overskud. Vi følger ’hvile-i-sig-selv’ princippet, og er bundet af et løfte om at handle i fællesskabets interesse, hvor vores primære mål er at ramme fornuftige og retfærdige priser for alle.
Kontakt os
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetuer adipiscing elit. Aenean commodo ligula eget dolor. Aenean massa. Cum sociis natoque penatibus et magnis dis parturient montes, nascetur ridiculus mus.